Christian Damsgaard

Christian er en alsidig og nysgerrig sanger, hvis repertoire spænder over en bred og varieret vifte af musikalske stilarter og genrer. Hans speciale er operaroller med en stærk karakter, hvor hans varme, fleksible tenorstemme og dramatiske talent kan folde sig ud.

I 2018 sang han Creonte i Antigona af Tommaso Traetta i Floris Vissers regi på operaen i Osnabrück i Tyskland og på turné i Holland. Derudover medvirkede han i NordicOperas Danmarkspremiere på Leonard Bernsteins MASS med Odense Symfoniorkester samt i Messias i Nat, en ny radikal bearbejdelse af Händels klassiker på Husets Teater i København.

I 2017 sang han både Nadir i Perlefiskerne i Kristiansund i Norge, Arv i Carl Nielsens Maskarade på Den Fynske Opera, Gyldenstjerne i den Reumert-
nominerede Hamlet in Absentia og Gastone i en ny produktion af La Traviata med De Nederlandse Reisopera. Derudover optræder han jævnligt på intime huskoncerter med operakonceptet Home Opera og har spillet sin egen forestilling Lonely House med amerikanske operaarier på Copenhagen Operafestival, Aalborg Operafestival og på Teatret Undergrunden.

Christian debuterede på Det Kongelige Teater i 2014 i hovedrollen som den gale fyrste Carlo Gesualdo i verdenspremieren på Bo Holtens opera Gesualdo-Shadows og senere samme år som Juan i Massenets Don Quichotte på Den Jyske Opera i Aarhus.

Christian har ligeledes indspillet rollen som den enfoldige gårdskarl Arv i en jubilæumsudgave af Carl Nielsens Maskarade med DR Symfoniorkestret og Michael Schønwandt og har desuden lavet den samme rolle på scenen både på turné med Det Kongelige Teater og på Den Fynske Opera. Med samme orkester og dirigent kan Christian høres på cd som den komiske notar i Poul Schierbecks Fêtes Galante. Han har også sunget Goro i Madama Butterfly på Den Jyske Opera, Mercurius i J.M. Krauss Proserpin på Musikfestspiele Potsdam med Olof Boman og Barokksolistene og en usædvanlig dobbeltrolle som de to gamle ammer, Arnalta og Nutrice, i POPPÆA af Monteverdi i en ny dansksproget opsætning på Københavns Musikteater.

2013 bød på en uropførelse af 5 helt nye sange for tenor, klaver og fløjte, 5 Songs about Death, som komponisten Jens Vrå har skrevet til ham.
Christian er uddannet på konservatoriet i Amsterdam hos Udo Reinemann og Margreet Honig og har derudover en kandidatgrad i musikvidenskab og retorik fra Aarhus Universitet.

On Stage repræsenterer Christian eksklusivt i Danmark, Sverige, Norge, Finland og Island.

Comments are closed.