Thomas Storm

Den danske Baryton Thomas Storm tilhører en generation af unge danske sangere der navigerer  stilistisk sikkert i både det klassiske og det moderne repertoire.  Thomas  har været en hyppig gæst på alle de danske scener siden han i 2009 debuterede på Det Kgl. Teater i rollerne som Moralès/CARMEN og Le Gerolier/LES DIALOGUES DES CARMELITES og i 2010/11 sang han ligeledes på Det Kgl. Teater rollerne som Schaunard/LA BOHEME, Bob/GAMMELJOMFRUEN OG TYVEN og i BARBEREN I SEVILLA .

I sæsonen 21/22 optræder Thomas bl.a. med Sønderjyllands Symfoniorkester, på Copenhagen Opera Festival/SHOWBÅDEN, i en genopsætning af DON GIOVANNI på Aarhus Sommeropera i titelrollen som Don Giovanni, en rolle, han har høstet stor anmelderros for, samt et stort antal forestillinger med sit eget operakompagni NON TADAR, og i den foregående sæson sang han partierne som  Danilo/DEN GLADE ENKE og Dandini/ASKEPOT på Den Fynske Opera.

På Fynske Opera har han medvirket i en lang række forestillinger: Justin/DR. JEKYLLS ADVOKAT, Con Brio/ANDRE BYGNINGER, Danilo/DEN GLADE ENKE, Marcello/LA BOHEME samt rollen som Guglielmo/COSI FAN TUTTE som udløste flotte anmeldelser og Reumerts Talentpris. 

I 2014/15 debuterede Thomas på Den Jyske Opera som Schaunard/LA BOHEME, en rolle han også sang ved DR Symfoniorkesterets Nytårskoncert i 2015. I sommeren 2019 høstede han stor ros for titelpartiet i Mozarts DON GIOVANNI, der spillede på Aarhus Sommeropera og Egnsteater Undergrunden.

Thomas har medvirket som solist ved Aarhus, Odense og Sønderjyllands Symfoniorkester samt DR Symfoniorkester. Derudover har han medvirket som solist ved en række koncerter i udlandet. 

Thomas Storm har modtaget en stribe af priser og legater: Sonning Musik Stipendium, Aarhus Sommeroperas talent pris, Den Fynske Operas Lars Waage Pris, Reumert talentpris, Hans Voigts mindelegat legat, samt legater fra Vilhelm Hansen og Augustinus  til studier i udlandet.

Thomas Storm er uddannet fra Operaakademiet ved Det Kongelige Teater i 2011. Han har efterfølgende efteruddannet sig i New York hos Gregory Lamar.

 

Læs mere på Thomas’ hjemmeside

 

[sc_embed_player volume=”45″ autoplay=true fileurl=”http://onstageartists.com/www/wp-content/uploads/2020/04/Thomas-Storm-sings-Hai-gia-vinta-la-causa.mp3″]