Susanne Vibæk Svanekier

Susanne Vibæk Svanekier er en fremadstormende dirigent inden for den populære genre. Nytårskoncerter, musicalkoncerter, filmmusikkoncerter samt familie-, børne- og julekoncerter med både solister og store kor er hendes speciale.

I sæson 21/22 venter to projekter med Odense Symfoniorkester: Pyrus – Alletiders jul med kæmpestort børnekor, og efterfølgende Christmas Carols med Mads Mathias og Det Fynske KammerkorI foråret 22 venter musicalen Charlie og Chokoladefabrikken på Østre Gasværk Teater.

I sæson 22/23 er Familiejulekoncerter med Sønderjyllands Symfoniorkester på programmet. Susanne er uddannet musikleder fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i 2011 med sang som tilvalgsfag. Det mærkes og høres, når hun til stor glæde for publikum ynder at vende sig på podiet for pludselig at være sangsolist eller fremføre en duet med koncertens hovednavn.

Susanne blev i 2017 som den første – og hidtil eneste – kvindelige dirigent ansat i det danske forsvar – nærmere bestemt i Slesvigske Musikkorps. Hun bestred denne stilling frem til oktober 2020. Her har hun fået stor erfaring i arbejdet med en blanding af det rytmiske og klassiske repertoire og har i den forbindelse også stået foran flere kor samt utallige solister. Susanne debuterede på GöteborgsOperaen i sæson 19/20, hvor hun dirigerede musicalen Oliver! med hele 70 børn i castet.

Det førte til engagement hos Göteborg Wind Orchestra i januar 2020.Derudover har hun ved flere lejligheder dirigeret Prinsens Musikkorps. Hun modtog i 2018 Grethe Kolbes Mindelegat og deltog i 2013 i European Conductors Competition i Oslo. Her opnåede hun en semi-finaleplads og dirigerede i den forbindelse Norges RadioOrkester. Susanne har en lang freelancekarriere som trompetist bag sig. Hun blev uddannet fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i 2002 og har efterfølgende assisteret eller været kontraktansat i: Copenhagen Phil, Den Fynske Opera, DR Symfoniorkestret, Göteborg Symfoniker, Malmö Opera, Odense Symfoniorkester, Prinsens Musikkorps, Royal Danish Brass, Slesvigske Musikkorps, Sønderjyllands Symfoniorkester og Aalborg Symfoniorkester.